Site Network: Lemvig museum | Skulpturstien | Planetstien | Jens Søndergaards Museum | A. Nevskij udstillingen | Flyvholm redningsstation |

bierhverv

Bierhverv på landet i 1700- og 1800-årene

Trine Væver

Det var ikke alle, der boede på landet, der levede af at arbejde i landbruget.
Ugifte kvinder ernærede sig tit ved håndarbejde; de kunne sy, strikke eller spinde for folk. Hvis de var dygtige og energiske, kunne de måske få råd til at anskaffe en væv. Væven her har tilhørt Kathrine Christensen; hun blev kaldt Trine Væver og boede i et lille hus i Harboøre Kirkeby. Hun var meget dygtig til at væve, og lavede bl.a. gulvløbere og stof til duge.

Søren Bødker

Mænd kunne blive håndværkere, f.eks. smede, murere, tømrere eller snedkere. Det grønmalede skab med Adam og Eva på dørene er lavet af en sådan bondehåndværker, Søren Pedersen Bødker i Ferring vest for Lemvig. Han har signeret skabet 1783. Søren Bødker levede 1746-1820. Han ejede et lille hus i Ferring, hvor han havde en ko og tre får. Om vinteren fiskede han i havet, og ind imellem lavede han møbler. Han var både snedker og maler. Man kan fornemme, at han har været stolt af sit arbejde; det er nemlig meget usædvanligt, at bondehåndværkere signerer deres møbler.

Søren Gartner

En rigtig specialist var Søren Pedersen i Gudum; han blev kaldt Søren Gartner efter sin profession. Han boede i Åmølle Havehus i nærheden af den stadig bevarede vandmølle på Remmerstrand øst for Lemvig. Han havde en have, hvor han avlede grønsager, som han solgte på markeder i omegnen. Desuden anlagde han haver og passede dem for bønderne på de store gårde i sognet. Om vinteren bandt han bøger ind for Gudum Læseforening. Desuden kunne han “prente”, d.v.s. skrive fint, og tegne blomsterkranse til lejlighedsdigte. På væggen hænger en række af hans bryllupssange med håndtegnede krandse af roser og kornblomster omkring. Det ældste lejlighedsdigt i rækken har han skrevet 1869 til sin kones 35 års fødselsdag. Her har han brugt færdigkøbte papirblomster. Han har sikkert bagefter tænkt, at sådan noget kunne han sagtens selv tegne. Søren Gartner skrev dagbog i mange år, og her kan man læse om hans forskellige gøremål.

Smed Søgaard

Den mærkelig samling af ting af støbejern og træ, der findes i montren på chatollet, er lavet af en smed ved navn Søgaard, der boede i Tørring vest for Lemvig. De små træbøger er beregnet til sy- og stoppenåle.

Profetindens skab

Skabet har tilhørt Stina Rasmussen, der boede på fattiggården i Gudum sogn øst for Lemvig. Hun har malet sit navn på siden af skabet og årstallet 1884, da hun fik det af sin søn Rasmus. På skabsdørene har hun malet de 10 bud samt et par bud mere fra den jødiske lov. Det ene handler om, at man ikke må spise blod eller råt kød, det andet om at man ikke må klæde sig i tøj, der er sammenvævet af uld og hør (linned).
Stina kaldte sig selv profetinde. Hun så meget iøjnefaldende ud med tøj, der var syet sammen af mange kulørte stykker.