Sjove spørgsmål og svar
Der kommer ofte nogle sjove spørgsmål, når museet har børn på besøg. På denne side vil vi gengive nogle af disse og siden vil løbende blive redigeret, når vi støder på nye spørgsmål.
Har I nogle sørøverting?
Nej, det har vi desværre ikke. For det var ikke sørøver, der sejlede langs den jyske vestkyst. Men lidt om snakken er der nu alligevel. For langs med kysten var der nogen steder, folk der red på heste om natten. De havde lygter med og red så op og ned i klitterne, så det ude fra havet så ud som om, der sejlede et skib længere inde. Det gjorde så, at skibene trak længere ind mod kysten, end de skulle gøre og gik på grund. Nu havde de folk, der red oppe på land, en mulighed for at røve fra skibet og søfolkene. Hvilket de også gjorde. Men vi har ikke nogen ting, blot historien.
Har H.C. Andersen boet her?
H.C. Andersen har ikke boet her. Men man mener, at han har overnattet her i Lemvig. Ikke ret langt fra museet, nemlig i det hus hvor slagter Mortensen idag har sin forretning. Det har været en gæstgivergård, altså en slags kro, hvor rejsende kunne bo og overnatte. Men vi ved også, at H.C. Andersen har boet 14 dage på herregården Nr.Vosborg, der ligger mellem Vemb og Ulfborg.
Er der spøgelser på museet, for det lugter så gammelt?
Ja, der er jo mange gamle ting i huset, så måske lugter der nok lidt "gammelt". Men spøgelser nej det har vi ikke. Men på herregårdene her på egnen, er der forskellige myter om hvide eller blå damer der går igen og hovedløse hunde, der bor under voldgravens bro. Men vi har ikke mødt nogen her i huset.
Hvor har I en dinosaurus?
Vi har desværre ikke en dinosaurus stående. Det nærmeste vi kan komme er vores Oltidsudstilling. En udstilling som en 4. klasse fra Christinelyst har hjulpet til med at lave. Udstillingen omhandler perioden fra lige efter istiden og til nutiden. Hovedvægten er lagt på oldtiden, nemlig stenalderen, bronzealderen og jernalderen. Altså ca. 13.000 f. Kr. og til 750 e. Kr. I udstillingen er der forskellige fine fund fra Lemvig egnen, blandt andet fra stenalderbopladser på Vinkelhage og Gjellerode. Her er der knogler af de dyr som jægere og fiskere fangede langs Limfjordens kyst.