Site Network: Lemvig museum | Skulpturstien | Planetstien | Jens Søndergaards Museum | A. Nevskij udstillingen | Flyvholm redningsstation |

tipoldemors tid

På tipoldemors tid

”Lemvig på tipoldemors tid” er en rejse rundt i Lemvig gennem de sidste 100 år. Her kan børn og voksne opleve, hvordan byen og byens liv har ændret sig. Nogle bygninger er forsvundet og andre kommet til, hestevogne er blevet afløst af biler, folks tøj ser helt anderledes ud. Man skal ud og gå i nutidens by, men man har fortiden med i en praktisk trillekuffert.

I tipoldemors trillekuffert ligger der 20 mapper med billeder fra hvert sit sted i byen. Uden på hver mappe er der et billede fra 2005. Inde i mappen er der et sæt ark med tre gamle billeder fra samme sted og en kort tekst. Nu gælder det om at komme ud i byen og finde det første sted på ruten. Til hjælp har man et bykort, der også ligger i trillekufferten, og billedet på forsiden af den enkelte mappe. Mapperne er nummereret, så de passer i rækkefølge til ruten på bykortet.

Når man har fundet stedet, skal man kigge på arket med de gamle billeder for at finde ud af, hvad der har ændret sig fra tipoldemors tid til i dag. Man kan sammenligne husene eller kigge efter om billederne er taget om vinteren eller om sommeren, om formiddagen eller eftermiddagen. Man kan se nærmere på folks tøj eller på gadelygter og butiksskilte. Hvert eneste billede rummer noget man kan snakke sammen om. Hvis man vil studere en detalje, kan man bruge en lup der ligger i forlommen på kufferten.

”Lemvig på tipoldemors tid” er beregnet til grupper af børn og voksne, for eksempel en skoleklasse eller et hold fra skolefritidsordningen. Men det kan også bruges af familier, der har lyst til at gå en tur flere generationer sammen. Ruten kan let kortes af, og man kan slutte på museet med at kigge nærmere på billederne og spise sin madpakke. Her kan man også repetere hele historien ved at samle nogle store puslespilsbrikker med det ældste motiv fra billedserien. Hvis man vender bagsiden op, kan de bruges som memoryspil.