Udendørslege
Sild i tønde
Deltagere: Mange
Redskaber: Man skal bare bruge et stort område med mange skjulesteder – for eksempel et hus eller en legeplads
Sild i tønde er en omvendt gemmeleg: Der er én, der skal gemme sig, og alle de andre skal prøve at finde vedkommende. Hvis man finder den, der har gemt sig, skal man gemme sig på det samme sted. Det betyder altså, at den første, der skal gemme sig, bliver nødt til at finde et ret stort gemmested.
Det er en fidus at være lidt hemmelig i denne leg – hvis man finder den, der har gemt sig, skal man selvfølgelig ikke afsløre det for de andre, og man må derfor være lidt snu, når man selv skal gemme sig på stedet.
Legen slutter, når alle er gemt på ét sted.
Bogstavjagt
Del børnene i hold med tre-fire personer. Holdene skal nu finde ting, som starter med et bestemt bogstav - for eksempel blad, bark, bog eller billede for B. Børnene kan finde tingene inde i huset eller uden for. Det er vigtigt, at den voksne sætter regler for, hvor børnene må være - for eksempel ”kun i haven” eller ”soveværelset er forbudt område”. Holdet, der først kommer tilbage med en rigtig ting, har vundet omgangen. Den voksne bestemmer, hvor mange omgange, legen skal leges.
Sprøjte til dåse
Stil en masse tomme dåser og plasticflasker på et bræt på nogle kasser på græsplænen. Nu gælder det om at hvert barn skal vælte så mange dåser og flasker som muligt med en vandslange eller vandpistol på tid - fx 20 sekunder.
Æggeløb
Æggeløb egner sig godt som stafetløb til Børnefødselsdagen. Del børnene op i hold, og stil dem på række. Den forreste i hver række får udleveret en ske og et æg. Ægget lægges på skeen, og skeen holdes i hånden. Barnet skal nu løbe ud til en markering og tilbage igen, aflevere stafetten (ægget og skeen), og næste mand tager turen. Man må selvfølgelig ikke holde på ægget undervejs. Børn, især drenge elsker den form for konkurrence. Det er jo en børneleg, og reglerne skal tilpasses alderstrinnet. Har holdet tabt, hvis man taber ægget? Skal man tilbage til start, hvis man taber ægget, eller må man bare samle det op og fortsætte? Hvis børnene er større, så prøv også at lade dem holde skeen i munden. Det er noget sværere. Store børn eller voksne kan lege legen uden æggene er kogte. Det gør spændingen større.
Forberedelse: Afmærk banen på forhånd. Man mister nemt kontrollen over legen, hvis børnene skal vente for længe, inden man kommer i gang. Find skeer frem, og kog æggene på forhånd, rigeligt. Sørg for at forklare reglerne
Tovtrækning
Tovtrækning er en gammel børneleg. Den egner sig rigtig godt til børnefødselsdagen.
Reglerne i tovtrækning er enkle. Børnene deles op i to eller flere hold. Der laves en linje midt mellem de to hold der skal dyste, og bliver bare én fra holdet trukket over denne linje, så har det tabt. Tovet der bruges skal helst være tykt og langt. Har man ikke lige sådan et tov, så kan det købes i metermål i de fleste byggemarkeder.
Hvis det er sommer, så kan man trække om kap hen over badebassinet.
Sækkeløb
Her skal bruges to sække og to hold børn.
Der laves en bane og et vendepunkt, og så er det ellers bare af sted. Det gælder selvfølgelig om at komme først frem og tilbage uden at vælte. Det er bedst med gammeldags ”stofsække”, men sorte plasticsække går også an (men sørg for ekstra sække, for de holder ikke så længe). Legen kan også laves med fars store gummistøvler, hvis man har sådan nogle!